Tommelise

16.-22. august 2025, Den Fynske Opera

Tag på en musikalsk og poetisk rejse i en nyskrevet opera for børn fra 7 år og deres voksne.

Hvad vil det sige at høre til? Hvordan lyder en oldenborre? Hvorfor ligner jeg ikke de andre?

Tommelise har mange spørgsmål. Hun er ikke meget større end brumbasse og efterhånden som hun vokser op, undrer hun sig over, hvorfor ingen i hendes omgangskreds ligner hende.

I sit forsøg på at finde ud af hvem hun er, og hvor hun kommer fra, begiver hun sig ud på en lang rejse i naturen, hvor hun blandt andet møder de grove skrubtudser, den ubehagelige oldenborre og en muldvarp, der vil have hun skal leve samme med ham under jorden. Men hun møder også en svale, der måske kan hjælpe hende med at finde det, hun leder efter.

I denne musikalske nyfortolkning baseret på H.C Andersens kendte eventyr fra 1835 får du og dit barn muligheden for at komme på en musikalsk og poetisk rejse i naturen sammen med den lille Tommelise og lære de mindste insekter og dyr og deres omgivelser endnu bedre at kende.

Operaen er skrevet af komponist Josefine Weber Hansen og librettist og instruktør Rikke Frigast Jakobsen. På scenen bringer tre operasangere og fire musikere eventyrets figurer og naturens lyde til live i et magisk rum skabt af scenograf Katrine Gjerding og lysdesigner Thora Eriksen.

Forestillingen er produceret af Kunstnerkollektivet Venteværelset og præsenteres i samarbejde med Den Fynske Opera og H.C. Andersen Festivals.

Operaen er målrettet børn fra 7 år og deres voksne. Opføres på dansk.

Varighed: 55 minutter